Brønderslev Kirke med stolerækker og skærme i hver side

Brønderslev Kirke

Brønderslev Kirke er netop genåbnet efter en meget stor ombygning og renovering. Ny sognegård, ny tilbygning til kirken og en opdatering af det gamle kirkerum.

Kirken er renoveret for 24 millioner kr. og der er bl.a. lavet fladt gulv i hele kirkearealet. Prædikestol, nadverbænke, døbefont og stolerækker er nu mobile og kan flyttes ud af kirkerummet, så kirken kan bruges til mange forskellige kirke- og kulturarrangementer.

I forbindelse med ombygningen og renoveringen har kirken også fået forbedret akustikken, nyt lydanlæg, infoskærme og en projektorløsning ved alteret, så kirkegængerne bedre kan følge med i de kirkelige handlinger. AV CENTER Aalborg har rådgivet og udført den omfattende AV- installation.

Bose MSA-12 højttalerinstallation

På seks af kirkens granitsøjler er der placeret to stk. Bose MSA-12 aktive søjlehøjttalere med indbygget forstærker. DSP teknologien i disse højttalere betyder, at højttalerne kan placeres lodret, i plan med og tæt ind mod søjlen, men alligevel styre og fokusere lyden ned mod stolerækkerne og publikum. Lydstyringen betyder, at publikum modtager den direkte lyd fra højttaleren frem for den reflekterede lyd fra rummet, og det resulterer i bedre lyd og højere taleforståelighed. Til højttalerne er der tilsluttet to subwoofere, så lydsystemet også kan fungere til musik.

Salgschef Tim H. Christensen fra AV CENTER Aalborg udtaler: ”Kirkens menighedsråd har været meget fremsynede og innovative i deres tanker omkring kirken. Nytænke, hvordan kirkens rum kan bruges, og åben for, hvad teknologien kan være med til at supportere. De har tidligt meldt ud, at det skulle ende med et kirkerum, som er så fleksibelt som muligt. Det stiller jo nogle store krav til eksempelvis lydanlægget, når det skal sidde fastmonteret. Det fik vi løst i samarbejde med vores gode sparringspartner Bose med højttalere, hvor lyden kan styres.”

Rådgivning omkring akustikken i kirken

Tidligt i byggeprocessen har vi i samarbejde med en akustiker rådgivet menighedsrådet omkring akustikken i kirken. Det har resulteret i, at der er lavet dæmpende akustikflader på sidevægge og ved alteret, og det har tæmmet akustikken i kirken. Akustikfladerne bruges arkitektonisk smukt til at integrere de otte 55” Sony infoskærme, som sidder på sidevæggene ned langs kirken.

Infoskærme som salmetavler og til visning af kamerabilleder

Infoskærmene kan fungere som salmetavler, vise salmeteksten eller vise billeder fra de to WHD pantilt kameraer, som er monteret i kirken. Kameraerne har forskellige forprogrammerede presets eksempelvis med fokus på præsten, på døbefronten og på organisten. Under gudstjeneste vil kameraerne væsentligt blive brugt til at vise billede via den Panasonic laserprojektor, som sidder midtskibs højt oppe under hvælvingen. Projektoren skyder et billede op på det lærred, som sidder over alteret i kirkens kor.

Fokus på brugervenlig betjening

Gennem hele processen har der været fokus på at gøre betjeningen af lyd, kameraer og videoindhold så brugervenligt som muligt. En Bose Matrix er centralnerven i systemet, og her er lagt unikke presets ind til hver enkelt præst med equalizer indstillinger til de trådløse Sennheiser headset mikrofoner. Lydsystemet kan derfor betjenes via en iPad med simple fadere og muteknapper for de forskellige lydkanaler. Under kirkehandlinger vil kirketjeneren styre kameraer og det forberedte videoindhold bliver afviklet fra en PC.

Henrik Frost fra AV CENTER Aalborg der har været projektleder på AV-installationen siger ”Vi har lavet betjening og afvikling så brugervenligt, at alle kan deltage og betjene udstyret. Reaktionen fra kirkens personale er, at det er nemt at gå til. Det har været en utrolig spændende opgave og det har været rart for os at være med lige fra starten af byggeprocessen.”

AV-udstyr til multisal og cafe

Vi har også installeret AV-udstyr i den nye multisal og i den nye “Cafe Møllehave”. Multisalen har Panasonic projektor, motorlærred og et mindre lydanlæg, og i cafeen er der en 75” skærm, som kan vise aktiviteten i kirken. Der er også lavet et mødelokale bookingsystem ved alle møde- og undervisningslokaler, så man via en lille touchskærm kan se bookingen af alle lokaler styret fra kirkens egen kalendersystem. Tillige er der naturligvis også installeret teleslynge, som dækker alle rum i kirken.

Henning Krabbe, formand for byggeudvalget og medlem af menighedsrådet fortæller: ”Vores overskrift for hele projektet har været, at vi gerne vil sænke den mentale og fysiske dørtærskel til kirken. Det store lærred i kirkens kor betyder, at man som kirkegænger er med i det hele og kan se det hele. Det kompenserer for det flade gulv, som vi har valgt i kirken af hensyn til gangbesværede og kirkerummets fleksibilitet. Når jeg har lavet rundvisning i kirken, så ynder jeg at sætte noget musik på og det lyder fantastisk. AV CENTER har været meget samvittighedsfulde og stået på tæer for at løse opgaven og det er lykkedes godt.”

Få mere information

Download Brønderslev Kirke reference som pdf

Links

Læs mere om Brønderslev Kirke

Udfyld nedenstående formular og du vil hurtigst muligt blive kontaktet af en AV CENTER ansat.

Ring mig op

Jeg vil gerne kontaktes af en AV CENTER ansat